Betaling
Ved lejeaftalens indgåelse, fremsender Slotsferie Danmark bekræftelse og lejebevis til lejer. Samtidig forfalder 25% af lejen + ekspeditionsgebyr til betaling. Det resterende lejebeløb skal - på grund af Slotsferie Danmarks betalingsforpligtelser overfor ejer - være Slotsferie Danmark i hænde 70 dage før lejeperiodens begyndelse.
Ved sen bestilling
Ved bestilling senere end 70 dage før lejeperiodens begyndelse, er hele beløbet forfaldent til betaling ved modtagelse af lejebeviset. Såfremt det fulde lejebeløb ikke er rettidigt indbetalt, kan Slotsferie Danmark uden varsel annullere lejeaftalen. Ved bestilling mindre end 24 timer før ankomst, bedes rettet henvendelse til Slotsferie Danmark for at sikre, at bestillingen er blevet ekspederet.
El, varme og vand
Lejeprisen er ekskl. el, varme, telefon, vand, ekstra inventar mm. med mindre andet fremgår af husbeskrivelsen.
Linned
Lejeprisen er ekskl. leje af linned med mindre andet fremgår af husbeskrivelsen. Der kan lejes linnedpakker indeholdende linned, 1 stort og et lille håndklæde samt 1 viskestykke til kr. 130,- per person. Linnedpakker skal bestilles hos Slotsferie Danmark senest 21 dage før ankomst.
Slutrengøring
Lejeprisen er inkl. slutrengøring på alle boliger.
De almene lejebetingelser
§ 1. Lejebevis
Lejebeviset bekræfter den indgåede lejeaftale mellem lejer og udlejer af ferieboligen, idet Slotsferie Danmark alene forestår formidling af udlejningen mellem disse. Den indgåede lejeaftale omfatter den nævnte feriebolig med tilhørende specifikationer.
Slotsferie Danmark er den part, der stiller feriehuset til rådighed for lejer på vegne af en udlejer og for udlejers regning og risiko, og som giver Slotsferie Danmark eksklusivret til at formidle udlejning af feriehuset.
Aftaler mellem lejer og Slotsferie Danmark, som ændrer, modificerer eller ophæver disse lejebetingelser, skal være skriftlige for at have gyldighed. Sådanne evt. ændringer medfører ikke, at lejebetingelsernes øvrige bestemmelser - hverken enkeltvis eller i sin helhed - bliver ugyldige.
§ 2. Deltagere / anvendelse
Ferieboligen må ikke bebos eller anvendes af flere personer end det på hjemmesiden og på lejebeviset anførte personantal, hvilket inkluderer børn. Husdyr må kun medbringes, hvis det fremgår af lejebeviset.
Såfremt ferieboligen anvendes i strid med udlejer og Slotsferie Danmarks retningslinjer, gældende ret eller den offentlige orden generelt, har Slotsferie Danmark eller udlejer ret til at få adgang til ferieboligen, og bringer lejer ikke straks forholdene i orden, kan lejer uden varsel blive bortvist og aftalen ophævet, uden at lejer har ret til tilbagebetaling af leje.
Aftale om at holde sammenkomster med flere deltagere end angivet på lejebeviset skal indgås med udlejer, og må kun finde sted i de boliger, der har en festsal.
Slotsferie Danmark formidler aftalen.
§ 3. Rengøring / ansvar
Lejer er kontraktmæssigt forpligtet til at renholde det lejede, og skal ved lejemålets afslutning efterlade dette i ryddelig stand. Der er altid rengøring inkluderet i lejeprisen, så det lejede skal efterlades i ryddelig stand.
Lejer er ansvarlig overfor alt hvad der forefindes i ferieboligen i den lejede periode. Skulle der opstå skader, er lejer forpligtet til omgående at underrette Slotsferie Danmark herom. Dækning af eventuel skade på indbo har en selvrisiko på kr. 1.000 – forsikringen dækker dog ikke skader, der er selvforskyldt. Ikke meddelte skader før afrejse, vil blive udbedret for lejers regning. Skader der opstår i lejeperioden, vil blive udbedret snarest muligt, og skal erstattes af lejer inden afrejse. Der er ikke fra Slotsferie Danmarks side tegnet forsikring, som dækker lejerens person eller ejendele i lejeperioden.
Ved huse med swimmingpool, gælder det, at der ikke må medbringes mad- og drikkevarer eller glas i poolområdet aht. kvaliteten af pool samt risiko for skader ved eventuelle glasskår. Overholdes det ikke, forebeholder Slotsferie Danmark sig retten til øjeblikkeligt at bortvise lejer fra lejemålet.
§ 4. Betalingsbetingelser
Bestillingen er bindende straks, hvorefter Slotsferie Danmark fremsender bekræftelse og lejebevis til lejer.
Samtidig forfalder 25 % af lejen til betaling. Det resterende lejebeløb skal – på grund af Slotsferie Danmarks betalingsforpligtelser overfor udlejer - være Slotsferie Danmark i hænde 70 dage før lejeperiodens begyndelse.
Ved bestilling senere end 70 dage før lejeperiodens begyndelse, er hele beløbet forfaldent til betaling ved modtagelse af lejebeviset. Såfremt det fulde lejebeløb ikke er rettidigt indbetalt, kan Slotsferie Danmark uden varsel annullere lejeaftalen og lejer vil miste det indbetalte lejebeløb, ligesom lejer fortsat hæfter for betaling af den resterende leje.
Prisforhøjelse som følge af ændrede valutakurser:
Sker der efter lejeaftalens indgåelse ændringer i kurserne imellem den valuta som feriehuset er betalt i og den valuta, hvormed feriehuset afregnes af Slotsferie Danmark til udlejer, kan lejen forhøjes forholdsmæssigt med samme procentsats, som den anvendte valuta er ændret med, i forhold til valutakursen på tidspunktet for lejeaftalens indgåelse. Slotsferie Danmark skal hurtigst muligt orientere lejeren herom, og er på forlangende forpligtet til at fremsende dokumentation for ændringen i valutakursen. Kun hvis forhøjelsen overstiger 10 % af den oprindelige leje, har lejer ret til at annullere lejemålet.
Slotsferie Danmark har en fast kurs, og ikke en variabel dagskurs.
Ved lejeaftaler, der indgås via hjemmesiden, fremsendes lejebeviset til den e-mailadresse lejer opgiver i bookingforløbet.
Indgås lejeaftalen via hjemmesiden, er det muligt at vælge mellem bankoverførsel og betaling med betalingskort. Vælges betaling med betalingskort, og falder lejebeløbet til betaling i mere end en rate, trækkes beløbet for de øvrige rater automatisk på den opgivne betalingsdato.
Udløber betalingskortet mellem to rater, eller er Slotsferie Danmark af anden grund forhindret i at trække beløbet, der forfalder til betaling, fremsendes pr. e-mail information herom til lejer. E-mailen indeholder et link, som lejer er forpligtiget til at tilgå for at indsende de nye kortoplysninger til Slotsferie Danmark. Indsendelsen foregår via en sikker forbindelse.
Ved lejers annullering af lejemål refunderes eventuelt tilgodehavende jf. § 7 til det i bookingforløbet opgivne betalingskort. Alle priser er eksklusive el, varme, vand, ekstra inventar mm., medmindre andet er angivet på lejebeviset. Disse ydelser opkræves særskilt, og Slotsferie Danmark forbeholder sig retten til prisændringer, der udspringer af ændringer i forbrugerpriserne.
§ 5. Depositum
Slotsferie Danmark er berettiget til at opkræve et depositum, som opkræves sammen med 2. rate betalingen.
Depositummet, der tjener som sikkerhed for lejers forpligtelser, returneres senest 2 uger efter afrejse, når tilfredsstillende kontrol af ferieboligen er udført. Forbrug af strøm, olie m.m. modregnes i depositum. Skulle depositum ikke dække skyldig saldo, forbeholder Slotsferie Danmark sig ret til at hæve det skyldige beløb på eventuelt angivet betalingskort.
§ 6. Reklamationer
Skulle der mod forventning være reklamationer i forbindelse med den lejede feriebolig, skal dette meddeles telefonisk eller skriftligt til Slotsferie Danmark senest 48 timer efter indflytning. Ved reklamationer i forbindelse med rengøring, skal Slotsferie Danmark underrettes umiddelbart efter indflytning. I modsat fald hæfter lejer for eventuelle fejl og mangler jf. §3.
§ 7. Annullering/Ændringer
Ved annullering af lejeaftale inden 70 dage før påbegyndelse af lejeperioden, betales 25 % af bruttolejen, dog min. DKK 550. Ved senere annullering eller ved lejers udeblivelse betales hele lejebeløbet med 100 %. Den indgåede lejeaftale, er ikke omfattet af reglerne om fortrydelsesret.
Ændring af lejemål er kun muligt indenfor samme sæson og inden 70 dage før lejeperiodens påbegyndelse, og der beregnes et gebyr på DKK 1.000. Herefter er ændring af lejebeviset ikke længere muligt. Bestilling af ekstra ydelser kan ske til og med tre uger før ankomst. Ved annullering eller ændring af lejemålet tilbagebetales evt. gebyrer ikke.
Afbestillingsforsikring ved sygdom (Tryghed Inklusiv)
Ved bestilling af en bolig gennem Slotsferie Danmark er der automatisk inkluderet en sygdomsafbestillingsforsikring uden selvrisiko, som er tegnet hos: Tryg A/S. Evt. spørgsmål til forsikringen kan rettes til Slotsferie Danmark.
Forsikringsbetingelserne findes på Slotsferie Danmarks hjemmeside www.slotsferiedanmark.dk og fremsendes gerne på opfordring.
§ 8. Prisgaranti (Tryghed Inklusiv)
Hvis den bestilte feriebolig kan bestilles i samme periode og på samme vilkår, men til en lavere pris i samme valuta fx via en internetportal (dokumentation skal forevises), får lejer tilbagebetalt prisdifferencen.
§ 9. Force majeure og usædvanlige begivenheder
Såfremt Slotsferie Danmark og/eller udlejer bliver forhindret i at opfylde lejeaftalen, kan Slotsferie Danmark annullere lejeaftalen uden varsel, som følge af force majeure og/eller usædvanlige omstændigheder, herunder men ikke begrænset til strejker, epidemier, pandemier, krig, natur- og forureningskatastrofer, oversvømmelse, el. andre usædvanlige vejrforhold, cyberangreb/hackerangreb, grænselukning eller anden restriktion der umuliggør gennemførelse af lejemålet, uanset om dette kunne forudses ved lejeaftalens indgåelse, er Slotsferie Danmark og udlejer berettiget til at annullere lejeaftalen, idet hverken Slotsferie Danmark eller udlejer kan gøres ansvarlig. Slotsferie Danmark er ved nævnte tilfælde berettiget til at beholde de af lejer allerede betalte lejebeløb til dækning af samtlige afholdte omkostninger, herunder de salgs- og bookingomkostninger, der er forbundet med lejemålets indgåelse og ophævelse.
§ 10. Feriehusudlejernes Brancheforening
Slotsferie Danmark er medlem af Feriehusudlejernes Brancheforening, og følger de etiske regler, der er gældende for medlemmerne af foreningen. Skulle der i forbindelse med lejemålet opstå problemer, som ikke bliver løst til lejerens tilfredshed, så har lejer mulighed for at indbringe tvisten for Feriehusudlejernes Brancheforenings Ankenævn. Yderligere information om Ankenævnet findes på www.ankenaevnferiehus.dk. Alternativt kan EU-kommissionens online klageportal ec.europa.eu/odr anvendes ved indgivelse af klage.
§11. Kommunikation og markedsføring
Lejers kontaktoplysninger er fortrolige, og videregives ikke til andre. Slotsferie Danmark må benytte dine kontaktoplysninger til markedsføring af relevante tilbud og ydelser via e-mail og sms.
Lejer har til enhver tid mulighed for at fravælge at modtage informationer fra Slotsferie Danmark. Det kan ske via mail til info@slotsferiedanmark.dk.
§ 12. Ungdomsgrupper
Aldersgrænse på minimum 25 år for grupper fra/på 3 personer og opefter. Dette gælder naturligvis ikke for unge mennesker der holder ferie med deres forældre eller 2 unge mennesker, som vil leje en af vores boliger sammen. Dog har vi enkelte boliger, hvor ungdomsgrupper er tilladt mod et forhøjet depositum – kontakt Slotsferie Danmark for mere information. Kontrolbesøg kan forekomme.
§ 13. Trykfejl
Slotsferie Danmark tager forbehold for evt. billed– og trykfejl.
§ 14. Værneting og lovvalg
Værneting er den retskreds, hvor ferieboligen er beliggende eller Retten i Odense, og dansk ret er aftalt lovvalg mellem parterne.
§ 15. Persondatabehandling
For at imødekomme ønsket om at leje ferieboligen og med henblik på, at Slotsferie Danmark og udlejeren kan opfylde lejeaftalen (EU’s databeskyttelsesforordningens art. 6, stk. 1, litra b), har Slotsferie Danmark brug for lejers identifikations- og kontaktoplysninger, dvs. navn, adresse, telefonnummer og mailadresse. Oplysningerne anvendes bl.a. til at sende lejer en bekræftelse samt et lejebevis.
Derudover har Slotsferie Danmark brug for lejers kontooplysninger ift. afregning af depositum efter lejeperioden. For generelt at give alle gæster den bedste oplevelse, beder Slotsferie Danmark normalt også om navne og alder på alle overnattende gæster. Alle oplysningerne indsamles for at sikre, at lejer modtager en professionel og korrekt behandling samt til løbende intern statistik.
Udlejer kan alene se lejers navn, men ikke lejers øvrige kontaktoplysninger. Slotsferie Danmark videregiver ikke lejers oplysninger til tredjemand uden lejers samtykke. Slotsferie Danmark kan dog videregive lejers oplysninger til selskaber koncernforbundet med Slotsferie Danmark, i den udstrækning dette er nødvendigt for, at Slotsferie Danmark kan varetage relationen med lejer. Herudover kan Slotsferie Danmark videregive lejers oplysninger til offentlige myndigheder, hvis det kræves af lovgivningen.
Mere information om Slotsferie Danmark s persondatabehandling kan findes i persondatapolitikken på Slotsferie Danmarks hjemmeside (https://www.slotsferiedanmark.dk/faq/persondata). Eller ved at kontakte Slotsferie Danmark på info@slotsferiedanmark.dk.
§ 16. Slotsferie Danmarks guide A-Z
Slotsferie Danmarks guide A-Z om praktiske forhold relateret til lejemålet er en integreret del af aftalegrundlaget. Guiden finder du på Slotsferie Danmarks hjemmeside.
Ikke-ryger regler:
Hvis rygeforbuddet ikke overholdes i et ikke-rygerhus, opkræves et gebyr på kr. 1500,-. Herudover forbeholder Slotsferie Danmark sig ret til at opkræve erstatning for tabt leje, såfremt de efterfølgende lejere må flyttes pga. rygning i ferieboligen.
Marts 2025