Valdemars Slot ligger på Tåsinge lige ud til det Sydfynske Øhav, tæt ved den gamle skipperby Troense og med flot udsigt over vandet til Thurø og Langeland. Forvalterboligen ligger i tilknytning til slottet og har plads til 16 personer. Boligen indeholder 8 soveværelser, 2 badeværelser samt en stor entré. Desuden er der et stort køkken, et bryggers med vaskemaskine og tørretumbler, en stue med spiseplads, samt et aktivitetsrum med billardbord.

Slottes historie

Valdemars Slot er opført i 1639-1644 af Christian den 4. til hans søn Grev Valdemar, der dog aldrig nåede at bo på slottet. Under Svenskekrigen blev Valdemars Slot besat. I 1678 overtog søhelten Niels Juel slottet og igangsatte en omfattende istandsættelse, da det var slemt beskadiget efter krigen. Slottet, som vi kender i dag med de gule Porthuse og Tepavilion, stammer tilbage fra arkitekten Tschierske, som i 1700 tallet skabte det smukke slotsanlæg. Valdemars Slot har siden 1678 tilhørt slægten Juel, og ejes i dag af 12. generation.

Badestrand

Bag den flotte Tepavilion kan du tage en forfriskende dukkert i Lunkebugten fra den hvide badestrand. Der forefindes brusere og toiletter tæt ved p-pladsen.